Turning Torso er et af Skandinaviens modigste arkitektoniske projekter i nyere tid, tegnet af Santiago Calatrava og opført i en krydsild af klagesager fra borgerne og kommerciel jubel. Med tiden blev bygningen i stedet en standard for byer og kommuner, der vender sig til arkitekturen for at finde en ny identitet.
Konferencecentret Turning Torso Meetings ligger på 53. og 54. etage. En stræben efter det virkeligt eksklusive har været vejledende i arbejdet med at sætte prikken over det "i", som Calatrava har skabt.
Dette er en bygning til særlige lejligheder, ligesom et skræddersyet kostume ikke er et stykke almindeligt hverdagstøj.
Oplevelsen af Turning Torso Meetings begynder allerede i receptionen i stueplan, hvor et specialbygget siddemøbel strækker en velkommende favn ud over marmorgulvet.
Herfra går ekspreselevatoren til 47. etage med dens premium-suiter, der er beregnet til mere uformelle møder. Bygningens to øverste etager rummer de store konferencelokaler. Forskellen mellem de store mødelokalers "offentlige" stemning og suiternes mere intime atmosfære mærkes tydeligt i indretningsstilen.
Al indretning – gulvlamper, sofaer, lænestole, sofaborde, buffetdiske – er specialtegnet af White og danner en gennemtænkt helhed, som harmonerer med Calatravas arkitektur. Udgangspunktet var to etager i forskellige træsorter, pære og ahorn.
Arkitekterne indså straks, at man næppe kunne tilføje mere træ og organisk varme. I stedet satsede man på en monokrom følelse, hvor al indretning er i samme farve. Efter at have testet forskellige varianter af metallic, blev de konventionelle skalaer snart passeret. Man landede på champagne, som forener det bedste ved både guld og sølv – guldets eksklusivitet og sølvets friske kølighed.
Samtidig – og det er balancegangen – må gæsten aldrig føle, at han eller hun ikke passer ind. Arkitekterne har stræbt efter det, man kalder et eksklusivt menneskeligt miljø, hvor gæsterne læner sig tilbage og føler sig veltilpas i mødet med kolleger, kunder og forretningspartnere.